Selmer Gruppen A/S vinder udbud af attraktiv byggegrund i Vejle Kommune
59 nye række- og dobbelthuse på vej til Vejle forstad.
Efter en udbudsrunde godkendte Vejle Byråd, på et møde den 29. januar 2025, at sælge storparcellen i Ny Højen til Selmer Gruppen A/S. Dette sikrer Selmer Gruppen en vigtig sejr og retten til at udvikle og opføre i alt 59 moderne række- og dobbelthuse på grunden.
Projektet skal bidrage til den fortsatte vækst og udvikling af området.
”Vi er meget glade og stolte over at have vundet dette udbud, og ser frem til at skabe et nyt, attraktivt boligområde i Ny Højen. Vores fokus vil være på at udvikle DGNB-certificerede og funktionelle boliger, der matcher den stigende efterspørgsel på moderne seniorvenlige- og familievenlige boliger i Vejleområdet.” siger Partner & Udviklingschef, Lasse Kauffeldt Kæseler.
Et attraktivt område
Ny Højen er et attraktivt område med naturskønne omgivelser, gode institutioner, indkøbsmulighed og nem adgang til Vejle bymidte. Med det nye projekt ønsker Selmer Gruppen A/S at skabe en boligbebyggelse, der harmonerer med områdets eksisterende arkitektur og samtidig at tilbyde moderne og energivenlige boliger til en bred målgruppe og i mange forskellige størrelser.
Området bliver velforsynet med stier, der sikrer sammenhæng, tilgængelighed og cirkulation. Hovedstien langs den kommende stamvej kobles efter planen til stier, der forbinder området med den eksisterende by mod nord samt udviklingsområderne mod vest. De interne stier gennem de rekreative områder, sørger for oplagte muligheder for gå- og løbeture, hvilket øger sandsynligheden for spontane møder mellem områdets kommende beboere.
Ser frem til samarbejdet
Selmer Gruppen A/S ser frem til samarbejdet med Vejle Kommune og øvrige interessenter, for at sikre en smidig og velplanlagt udvikling af projektet. Hvis alt går vel, forventes det at byggeriet kan påbegyndes i løbet af andet halvår 2025, med de første boliger klar til indflytning i andet halvår 2026.
Medarbejderne har gjort en kæmpe indsats
Hele budprocessen er gennemført på ganske kort tid, når der tages højde for kravene i udbuddet. ”Vores medarbejdere i udviklingsafdelingen har ydet en kæmpe indsats i forløbet. Uden dem var det ikke lykkedes”, siger Direktør, Dennis Grünberger og fortsætter, ”Vi har endnu engang bevist, også over for os selv, at vi har det rigtige team med den rette holdånd når det gælder.” afslutter Dennis Grünberger.
Fakta
Forventet opførelse af 59 række- og dobbelthuse
Boligstørrelser: 78, 91, 98 og 113 m2.
Udvikler: Selmer Gruppen A/S
Totalentreprenør: Selmer Byg A/S
Investor: Hokton A/S
For yderligere information, kontakt:
Partner & Udviklingschef, Lasse Kauffeldt Kæseler
Selmer Gruppen A/S
+45 25 75 56 36
LNK@selmergruppen.dk

Visualisering af dobbelthus (vejledende)

Illustrationsplan (vejledende)