Selmer Gruppen sælger 42 rækkehuse med fælleshus i Hedensted

Selmer Gruppen overdrager i en ny handel et projekt med 42 rækkehuse og et fælleshus til Koncenton, der ser et stort potentiale i landets vækstbyer. Rækkehusprojektet konverteres efter handlen til et seniorbofællesskab.

Efter en meget vellykket proces er der nu sat underskrift på en aftale med Koncenton.

”Vi er glade for endnu engang at kunne levere et projekt til en erfaren spiller som Koncenton. Vi ser frem til at kunne udvide samarbejdet og fokusere endnu mere på konceptuelle projekter i fremtiden, som eksempelvis seniorbofællesskaber,” siger Dennis Grünberger.

Raunsborg Parken bliver et seniorbofællesskab

Projektet der er beliggende i vækstbyen Hedensted mellem Horsens og Vejle udgør 3.972 kvm fordelt på  tre- og fireværelses seniorvenlige boliger i ét plan på mellem 78 og 98 kvm. I forbindelse med handlen bliver 2 af projektets oprindelige 44 boliger konverteret til et fælleshus. Koncenton overtager med handlen dermed i alt 42 rækkehuse, et fælleshus, samt yderligere fællesskabende tiltag såsom petanquebane, orangeri, fælles grill og udefitness m.m.

Hedensted som vækstby i Trekantområdet

Hedensted betegnes af Selmer Gruppen som en særdeles populær og attraktiv vækstby, der ligger tæt på både Horsens og Vejle. ”Vi har satset på Hedensted som på grund af sin geografiske placering i Trekantområdet og nærheden til E45 er særdeles populær blandt lejerne. Der er rigtig mange arbejdspladser indenfor kort rækkevidde,” siger Dennis Grünberger.

Et eftertragtet boligkoncept for både lejere og investorer

Koncenton er Danmarks største ejendomsinvestor tre år i træk, og her er man meget tilfredse med samarbejdet med Selmer Gruppen og indkøbet, der rammer lige ned i en markant markedstrend.

”Vi oplever en enorm efterspørgsel efter seniorboliger. Både fra potentielle lejere og fra investorer, der kan se, at det her er en attraktiv investeringscase. Vi udbyder lige nu vores sjette seniorboligfond, hvor man som investor bliver medejer af en række eftertragtede udlejningsejendomme, som giver et godt afkast baseret på en sund drift,” siger jurist i Koncenton Peter Bredholt Huus.

Om projektet siger han videre:

”Det er et projekt lige efter vores ønsker, fordi det er målrettet den hastigt voksende gruppe af seniorer. Med kombinationen af lækre og moderne boliger i et vækstområde og med faciliteter, der gør det muligt at dyrke fællesskabet, er det ideelt til nutidens og fremtidens seniorborgere og derfor også et attraktivt investeringsprojekt,” siger Peter Bredholt Huus.

Administration og udlejning er i forbindelse med handlen overdraget til GoBolig der varetager den daglige drift af Koncentons ejendomme.