Selmer Gruppen A/S går i markedet med portefølje på 4,5 mia. kr. og har derudover en betydelig pipeline

PRESSEMEDDELELSE
VEJLE, 5. NOVEMBER 2025

Selmer Gruppen A/S kan i dag offentliggøre, at koncernens portefølje af ejendomme og projekter nu udgør mere end 4,5 mia. kr. og at man er aktiv i markedet med henblik på at gennemføre et større frasalg. Porteføljen omfatter både færdigopførte ejendomme i fuld drift, ejendomme under opførsel, og dertil et antal konkrete udviklingsprojekter. Alle ejendomme og projekter er indenfor boligsegmentet og primært tæt-lav samt en mindre andel etageboliger.

Investeringer i et afdæmpet marked
Siden koncernens markante porteføljesalg på 2,5 mia. kr. til Heimstaden i august 2021, har Selmer Gruppen fokuseret på at genopbygge en større portefølje af velbeliggende og nyopførte boligudlejningsejendomme. Herudover har koncernen investeret betydelige ressourcer i udvidelse af organisationen, initiativer indenfor ESG, bæredygtighed og business intelligence, samt etablering af eget byggeselskab sammen med sin faste medinvestor Hokton A/S.

”Det er kun 4 år siden at vi solgte en stor del af porteføljen fra. Det viste sig at være den rigtige beslutning, da vi efterfølgende har haft mulighed for at fortsætte investeringerne i et afdæmpet marked. Vi er derfor meget tilfredse med at vi, allerede nu, har genopbygget en så markant portefølje.” siger Dennis Hauschild Grünberger, Direktør og indehaver af Selmer Gruppen A/S.

Stigende interesse for boligudlejningsejendomme
Siden koncernens porteføljesalg i 2021, har koncernen gennemført flere enkeltstående salg til professionelle ejendomsinvestorer. Selmer Gruppen oplever nu en stigende interesse for boligudlejningsejendomme, og forventer derfor indenfor nærmeste fremtid at kunne frasælge en stor del af porteføljen.

”Vi oplever en markant stigende interesse for vores projekter, og vi har flere konkrete dialoger i gang om salg. Vi vurderer derfor, at tidspunktet nu er rigtigt til at prøve markedet for en større del af vores portefølje.” siger Dennis Hauchild Grünberger.

Pipeline udgør mere end 150.000 m2
Foruden porteføljen på 4,5 mia. kr. har koncernen sikret sig en betydelig pipeline af udviklingsprojekter med potentiale til mere end 150.000 m2 boligetagemeter, og hvor udviklingsarbejderne er igangsat med henblik på at få lokalplaner vedtaget. Pipelinen er geografisk spredt over det meste af landet, men med hovedvægt på projekter beliggende på Sjælland. I den forbindelse har selskabet fra 2025 etableret kontor i København.

”Udover porteføljen, har vi en stor og stigende pipeline af udviklingsprojekter, særligt på Sjælland, som understøtter vores ambitioner om fortsat stabil og rentabel vækst.” afslutter
Dennis Hauschild Grünberger.

Fakta
Selmer Gruppen A/S er en dansk fuldt integreret ejendomsinvestor, udlejer, udvikler og entreprenør. Selskabet har hovedsæde i Vejle og kontor i København. Koncernen beskæftiger i dag mere end 60 medarbejdere fordelt over 4 hovedselskaber:

– Selmer Gruppen A/S
– Selmer Byg A/S
– Selmer Bolig A/S
– Hokton A/S

For yderligere information
Kontakt Medieansvarlig:
Partner & Udviklingschef, Lasse Kauffeldt Kæseler
Selmer Gruppen A/S
+45 25 75 56 36
LNK@selmergruppen.dk

Download pressemeddelelsen her

Læs mere her

Selmer Gruppens LinkedIn-profil