Selmer Gruppen A/S opnår Danmarks første DGNB-præcertificering efter ny 2025-pilotmanual
Præcertificeringen kommer i forlængelse af et ambitiøst pilotprojekt mellem bygherre, rådgiver og Rådet for Bæredygtigt Byggeri.
Selmer Gruppen kan som de første i Danmark fejre opnåelse af en præcertificering efter den nye pilotmanual for DGNB 2025 Renovering og nybyggeri i Som designet-fasen. Det markante resultat er skabt i tæt samarbejde med koncernens interne totalentreprenør Selmer Byg A/S, rådgivningsvirksomheden Frandsen & Søndergaard samt Rådet for Bæredygtigt Byggeri og markerer et væsentligt skridt mod en bæredygtig fremtid i den danske bygge- og ejendomsbranche.
Som led i et ambitiøst pilotprojekt har Selmer Gruppen været blandt de første til at implementere og afprøve de skærpede krav i den nye DGNB 2025-pilotmanual. Dette har resulteret i den første præcertificering efter den opdaterede standard, hvilket understreger virksomhedens stærke engagement i bæredygtighed og ansvarligt byggeri. Certificeringen blev givet i Som designet-fasen og klassificeret til Sølv.
“Vi er stolte af at være med helt fremme inden for bæredygtigt byggeri i Danmark” siger Steffan Petersen, COO & Bæredygtighedsansvarlig i Selmer Gruppen A/S, og fortsætter ”Dette pilotprojekt og efterfølgende præcertificering bekræfter vores dedikation til at skabe byggerier, der ikke blot lever op til nutidens krav, men også bidrager til at sætte nye standarder for fremtiden.”
Ambitionsniveauet i den nye manual er blevet strammet markant i forhold til 2023-manualen. Koncernen fortsætter nu analysearbejdet omkring hvordan man fremadrettet kan levere en endnu bedre certificering på 2025-pilotmanualen, og særligt på yderligere nedbringelse af LCA’en.
”I Rådet for Bæredygtigt Byggeri er vi glade for, at Selmer Gruppen er klar med det allerførste præcertificerede byggeprojekt på pilotversionen af DGNB 2025 for renovering og nybyggeri. Pilotfasen har været uundværlig i udarbejdelsen af DGNB 2025, som sætter nye, høje ambitioner for bæredygtighedstiltag i byggeriet. Det er vigtigt for os at inddrage brancheviden og konkrete byggeprojekter i udviklingen af certificeringen, så vi både får teori og praksis i spil,” siger Frederik Waitz Søborg, direktør for certificeringer og teknisk udvikling i Rådet for Bæredygtigt Byggeri.
DGNB 2025-manualen er udviklet for at sikre endnu højere krav til bæredygtighed inden for byggeri og renovering, med fokus på miljømæssige, sociale og økonomiske parametre. Den opdaterede certificering sætter nye standarder for energieffektivitet, ressourceforbrug og bygningers samlede livscyklus.
”Det har været en utrolig spændende proces og vi ser meget positivt på den nye manual, som hæver ambitionerne og skaber en endnu mere performance-orienteret tilgang til mere bæredygtigt byggeri. De nye retningslinjer vil styrke både kvalitet og bæredygtighed i fremtidige projekter, og vi glæder os til at tage dem i brug.” tilføjer Lasse Hagerup, Faggruppeleder & DGNB-Auditor hos Frandsen & Søndergaard
Rådgivningsvirksomheden ser frem til at igangsætte flere DGNB-certificeringer efter den nye 2025-manual og fortsætte arbejdet med at skabe mere bæredygtige og fremtidssikrede byggerier.
Fokus på bæredygtighed og ESG
Som en del af Selmer Gruppens øgede fokus på bæredygtighed og ESG har koncernen ligeledes netop offentliggjort deres første ESG-rapport med udgangspunkt i 2023. Rapporten skaber øget gennemsigtighed omkring virksomhedens miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige indsatser og understøtter ambitionen om at være en ansvarlig aktør i ejendomsbranchen. Koncernen har med rapporten taget et vigtigt skridt i den rigtige retning, men anerkender også at man ikke er i mål.
Selmer Gruppen ser frem til at fortsætte arbejdet med at implementere de nye DGNB-standarder i fremtidige byggeprojekter og håber at være med til at inspirere resten af branchen. Selmer Gruppen vedtog allerede i slutningen af 2023 at alle fremtidige projekter, opført til egne bøger, som udgangspunkt skulle certificeres efter DGNB Guld.
Links
ESG-rapport download: www.selmergruppen.dk/ESG
Præcertificeret projekt: www.thorsly.dk
Rådet for bæredygtigt byggeri: www.rfbb.dk
For yderligere information, kontakt:
Partner & Udviklingschef / Medieansvarlig
Lasse Kauffeldt Kæseler
Selmer Gruppen A/S
+45 25 75 56 36
LNK@selmergruppen.dk

Visualisering af projekt ”Thorsly” – der har opnået
præcertificering efter 2025-pilotmanualen

Kontakt Partner & Udviklingschef / Medieansvarlig
Lasse Kauffeldt Kæseler ved spørgsmål