Selmer Gruppen vil bygge op mod 120 huse på Sydsjælland

Selmer Gruppen har planer om at bygge mellem 90 og 120 rækkehuse i et nyt boligområde i Rønnede/
Kongsted i Faxe Kommune. Lokalplanen er netop sendt i otte ugers offentlig høring.

Selmer Gruppen har siden efteråret 2023 arbejdet målrettet på at finde de helt rigtige byggegrunde i og omkring større provinsbyer på Sjælland. Første opkøb på Sjælland fra Selmer Gruppens hånd kom i starten af 2024 med erhvervelse af en 5 hektar stor grund med lokalplan til 42 rækkehuse beliggende i Pedersborg ved Sorø. Med de nye byggeplaner i Rønnede cementerer Selmer Gruppen sin tilstedeværelse på det sjællandske marked.

”Vi søger mere aktivt på Sjælland, end vi har gjort hidtil og ser det som en naturlig udvidelse af vores geografiske tilstedeværelse.” siger Dennis Grünberger, direktør og indehaver.

Opbygning af portefølje på Sjælland

Rønnede er en sydsjællandsk by i god udvikling, hvilket blandt andet ses ved at byen er vokset sammen med nabobyen Kongsted. Efter et antal år med faldende indbyggertal er byen således på bare 5 år vokset med 500 indbyggere og tæller nu 3.000 borgere.

”Den geografiske placering af projektet i Rønnede/Kongsted understøtter vores strategi om at opbygge en større portefølje af boligudlejningsejendomme på Sjælland. Udviklingen i byen og den strategiske placering nær motorvej E47 gør dette til et meget spændende projekt for os, siger Lasse Kauffeldt Kæseler, Partner & Udviklingschef i Selmer Gruppen A/S.

Selmer Gruppen er klar til flere opkøb på Sjælland og arbejdet med at finde de rette grunde fortsætter i den kommende tid. Der er allerede sat underskrifter på en lille håndfuld aftaler både med lokalplan og jord der skal udvikles videre på.

Lokalplan med krav om variation

Lokalplanen i Rønnede/Kongsted giver mulighed for at bygge huse i et og to etager i form af både række- og parcelhuse samt lejligheder i etagebyggeri. Det 70.000 kvadratmeter store areal bliver inddelt i fire delområder. Et område reserveres til grønne arealer og regnvandsbassin. De tre øvrige områder bebygges med boliger, hvor hvert delområde skal have sit eget arkitektoniske udtryk.

Om der bliver bygget 90 eller 120 nye boliger, afhænger af i hvilken udstrækning lokalplanens mulighed for byggeri i to etager udnyttes. Selmer Gruppen forventer at projektet udbygges i etaper.

Et attraktivt område

Rønnede byder på alle hverdagens fornødenheder, såsom dagligvarebutikker, skole, daginstitutioner samt sport- og fritidstilbud. Det populære “Skovtårnet” ligger smukt i det grønne og kuperede terræn, hvor også kommunens eneste golfbane ligger blot 2 km fra projektområdet.

Herudover er byen placeret strategisk godt lige hvor E47/Sydmotorvejen og den kommende rute 54 mod Næstved mødes. Fra projektområdet når man således både Køge og Næstved på under 25 minutter og er derfor en attraktiv by for bl.a. pendlere, familier og seniorer med en aktiv livsstil.

Kontakt Partner & Udviklingschef, Lasse Kauffeldt Kæseler for at høre mere på 25 75 56 36 eller LNK@selmergruppen.dk 

Se og følg os på LinkedIn her

Læs mere om projektet her

Interesseret i at sælge byggejord – læs mere her

 

Illustration fra lokalplanen

Illustration fra lokalplanen